Annette Kongsgaard · Tlf. 20 911 924 · e-mail: hypno@annettekongsgaard.dk
Mindfulness – Mød dig selv som du er
Mindfulness er en måde at være i verden på med en mere levende bevidsthed og en større accept af det der er. Mindfulness handler ikke om at være glad hele tiden. Det handler om, at vi kan træne os op til at styrke vores mentale balance, så både det gode og det dårlige kan være der, uden at vi går i stykker.
Hvad giver mindfulness
Mindfulness kan forbedre dit værn mod stress, formindske bekymring og styrke muligheden for at bevare den indre ro.
Når vi har ro og nærvær styrkes vores evne til at lære nyt og løse problemer. Vi får bedre mulighed for, at finde vores ressourcer frem og forvandle uro til ro, mistillid til tillid, utilpashed til velvære, dårligt humør til glæde, vrede til omsorg, udbrændthed til livsenergi og rastløshed til koncentration.
Hvordan praktiserer jeg mindfulness
Man kan praktisere mindfulness på mange måder. Jeg bruger meditation, visualisering, vejrtrækningsøvelser, yoga og nærværstræning, fordi det for mig er gode måder at praktisere for at nå et mål om at blive mere tilstede i kroppen og i hverdagen. Samtidig er denne tilstedeværelse en god basis for at lave selvhypnose. Derfor hænger mindfulness og hypnose, efter min mening, rigtig godt sammen.
Du er ikke dine tanker og følelser
Nøgleaspekter i mindfulness er bevidsthed i NUET baseret på accept. Når vi begynder bevidst at lægge mærke til tanker, følelser og sanseindtryk, opstår der lidt efter lidt en erkendelse af, at tanker og følelser ”kun” er vores måde at forstå virkeligheden. Vi ER ikke vores tanker og følelser. Denne erkendelse kan give os en frihed for automatiske reaktioner og fastgroede mønstre, og give os et bedre valg for vores adfærd.
Når vi er tilstede i NUET kan vi lettere få øje på, hvordan ydre begivenheder påvirker vores egne tanker og følelser, og vi kan dermed blive bedre til at tænke, føle og handle på mere hensigtsmæssige måder.
Accept skaber forandring
I mindfulness er accept af det der er, vejen til at skabe forandring. Vi kender alle til det, at vi fokuserer på vores fejl og problemer og ønsker de skal forsvinde som ved et trylleslag. På den måde er vi med til at holde fast i fejl og problemer. Hvis vi lærer at acceptere os selv, som vi er, vil der blive plads til at vores problemer løsnes og forandres.
Stress
Mindfulness kan reducere stress.
Forskning viser at mindfulness helt fysisk gør kroppen mere afslappet. Vejrtrækningen bliver roligere, stofskiftet nedsættes og pulsen falder. Der sker en synkronisering af krop, hjerne og nervesystem, som giver en følelse af velvære, forankring og indre ro.
Hvad er forskellen på mindfulness og meditation?
Mindfulness er en tilstand vi kan opnå. Meditation er de øvelser, vi bruger for at nå tilstanden.
Hvordan virker mindfulness?
Nu mener en dansk forskergruppe at have fundet videnskabelig dokumentation for en virkning. De har analyseret hjernescanninger og målinger af hjerneaktivitet. De siger sådan her: "Mindfulness adskiller sig i følge den nye metaundersøgelse fra andre terapiformer ved at den direkte påvirker de områder af hjernen, der regulerer vores følelser. Metoden hæmmer aktiviteten i de områder, hvilket får os til at tænke mere nøgternt og klart. Følelserne forsvinder ikke, men bliver nemmere at klare og på den måde får den enkelte mere kontrol over sit følelsesliv" (Janus Christian Jakobsen)
Jeg tilbyder:
- Mindfulnesstræning (enkeltvis eller små hold)
- Mindfulness for børn og unge (godt for børn der er "ude af sig selv" eller "indelukkede")
- Mindfulness for børn med særlige behov
- Mindfulnesskurser til studerende i eksamenstiden
Hvad er NLP
NLP benytter terapeutiske metoder, der er blevet kendt og anerkendt for deres kortvarige og målrettede forløb. NLP er en respektfuld, blid, behagelig og dybtvirkende form for terapi, som hjælper dig til at få kontakt med dine egne ressourcer og give dig nye muligheder.
NLP metoderne kan bruges med eller uden hypnose.
NLP er en værktøjskasse af praktiske, psykologiske redskaber, der rummer effektiv og brugbar viden om kommunikation, samt en lang række enkle, effektive terapeutiske værktøjer til forandring.
Forkortelsen NLP står for Neuro Lingvistisk Programmering.
Neuro - fordi vi opfatter verden via sanser og nervesystem
Lingvistisk - fordi vi tænker og udtrykker os via sproget; ord, kropssprog mm.
Programmering - fordi vi bearbejder og strukturerer vores indtryk og påvirkninger og desuden rummer tillærte mønstre.
Ifølge NLP har den måde, vi fortolker vores oplevelser på, og det vi tænker om dem, en afgørende betydning for, om vi opnår det, vi gerne vil.
NLP psykologien er anderledes end anden psykologi, fordi den studerer mennesker der er dygtige og velfungerende. NLP fokuserer på målet og de ressourcer, der skal til for at nå målet.
NLP’s oprindelse
NLP blev udviklet i 1970’erne, hvor Richard Bandler (computerprogrammør) og John Grinder (sprogprofessor) fik den idé at finde ud af hvilken adfærd, der lå som baggrund for succesfulde mennesker. De to begyndte at studere datidens kendte og succesfulde terapeuter og læringsforskere. Én af de eksperter, som blev studeret dybtgående, var Milton Erickson, der betegnes som den moderne hypnoses fader.
NLP rummer derfor en betydelig del af kommunikationsmønstrene og metode-principperne fra den Ericksonianske Hypnose.
Fremfor at kortlægge problemerne og formulere disse problemers opståen, som den traditionelle psykologi ofte gjorde, valgte Bandler og Grinder at afdække genialitet og succesfuld adfærd, og der ud fra skabte de gode og effektive metoder. På baggrund af deres undersøgelser og analyser udviklede Bandler og Grinder en psykologi, der indeholder særdeles virkningsfulde, praktisk anvendelige værktøjer, der kan benyttes til personlig udvikling, effektiv kommunikation, accelereret indlæring, ledelse og terapi.
Den forskning, der ligger til grund for NLP og den videre udvikling, betyder, at NLP har de nyeste teorier indenfor ovennævnte områder.
Hvad kan NLP bruges til
I dag er der udviklet teknikker og metoder inden for det terapeutiske område, men også inden for mange andre områder som fx undervisning, forhandling, målsætning, ledelse, coaching, sundhedsområdet mm.
NLP kan anvendes ved de samme problemstillinger som hypnoterapi. NLP teknikkerne kan bruges med eller uden hypnose. Hypnosen kan være med til at give bedre åbenhed for forandringer.
NLP er meget virksom, når det fx drejer sig om at:
- skabe et liv, hvor du, helt bevidst, kan vælge løsninger frem for at fortsætte i fastlåste mønstre
- få afdækket og løst konkrete problemstillinger
- få forbedret din kommunikation med andre mennesker og derved opnå bedre relationer
- få forbedret dine personlige og faglige resultater
- Ændre fejlindlæringer ved at vælge nye spor i din hjerne